Om aftenen krøllede lagnet sig sammen til endnu en bjergkæde, endnu et landskab af havets. Der løb fingre langs kløfterne, håndens griben, ryggens uroligt. Jeg sagde dit navn uden at lytte. Jeg sagde det til ruderne og væggene. Jeg sagde dit navn og du lyttede fra et slør. Fra en tåget dis. Fra et andet mørke lyttede du og det var rent faktisk din hud, ikke himlen.